Forretningsbetingelser

Forretningsbetingelser for Grønbek Andersen Advokatfirma. Senest opdateret 1. oktober 2020.

​Medmindre andet er aftalt gælder disse forretningsbetingelser for alle opgaver, som udføres af Grønbek Andersen Advokatfirma, idet der navnlig skal henvises til, at disse forretningsbetingelser indeholder ansvarsbegrænsninger.

​Grønbek Andersen Advokatfirma er drevet som en enkeltmandsvirksomhed. CVR nr. 41331135.

​Advokat Thomas Grønbek Andersen er beskikket af Justitsministeriet i Danmark og er en del af Advokatsamfundet. Advokatsamfundet har udarbejdet et sæt etiske regler, som Grønbek Andersen Advokatfirma nøje opererer under. ​

Modtagelse af sager

Grønbek Andersen Advokatfirma har etableret særlige regler og procedurer, som har til formål at imødegå interessekonflikter ved modtagelsen af sagen og at håndtere interessekonflikter, som eventuelt måtte opstå undervejs.

Opdrags- og prisoplysninger

​Når der ydes bistand til en forbruger, oplyses klienten om de vigtigste elementer i den påregnede bistand. Det oplyses, hvorledes honoraret beregnes. Honorar beregnes i nogle sager som et fast honorar. I andre sager beregnes honoraret ud fra oplyste parametre. Er der givet et prisoverslag orienteres skriftligt, hvis det samlede beløb overstiger det beløb, som er angivet i overslaget. I forbrugsforhold oplyses priser inklusive moms.

Fakturering og betalingsbetingelser

Grønbek Andersen Advokatfirmas salær afregnes som udgangspunkt efter forbrugt tid. I afregningen tages også højde for opgavens karakter, det med sagen forbundne ansvar, sagens kompleksitet og det opnåede resultat. Grønbek Andersen Advokatfirma fremsender i det omfang det skønnes hensigtsmæssigt månedlige afregninger.

​Betalingsbetingelserne er netto 5 dage fra fakturadatoen. Ved forsinket betaling vil der blive beregnet renter i overensstemmelse med renteloven. Det fakturerede honorar tillægges moms efter gældende regler.

​​Der vil som regel blive krævet forudbetaling af udlæg og omkostninger, ligesom der kan kræves forudbetaling af honorar. Forudbetalte beløb indsættes på klientkonto og behandles som klientmidler. ​

Klientmidler

Grønbek Andersen Advokatfirma forvalter alle kundemidler i henhold til Advokatsamfundets regler. Tilskrevne renter på klientkontoen tilfalder således klienten, ligesom eventuelle tilskrevne negative renter på klientkontoen afholdes af klienten. Indeståender på klientkonti er omfattet af det generelle loft på EUR 100.000, som er fastsat i lov om en indskyder- og investorgarantiordning for dækning i tilfælde af det kontoførende pengeinstituts økonomiske sammenbrud. Grænsen gælder for det samlede indskud i det pågældende pengeinstitut. Har klienten andre indskud i pengeinstituttet end de midler, der er indsat på klientkonti, gælder maksimumgrænsen således for det samlede indskud. Grønbek Andersen Advokatfirma har ikke noget ansvar for indskud på klientbankkonti, hvis et pengeinstitut bliver nødlidende.

Fortrolighed

Alle oplysninger, som meddeles Grønbek Andersen Advokatfirma af klienter, eller som modtages om klienter eller andre i forbindelse med arbejdet for klienter, behandles fortroligt.

​Ansvar

Grønbek Andersen Advokatfirma er ansvarlig for bistand over for klienter i overensstemmelse med dansk rets almindelige regler. Ansvaret er dog for hver enkelt opgave og i ethvert tilfælde af såvel simpel som grov uagtsomhed fra Grønbek Andersen Advokatfirmas side beløbsmæssigt begrænset til det beløb, som dækkes af Grønbek Andersen Advokatfirmas advokatansvarsforsikring. Den aktuelle dækningssum er kr. 2.500.000,00, men ansvarsforsikring og garanti for klientkontomidler er stillet efter de af Advokatsamfundet fastsatte regler, hvilket bl.a. medfører, at ansvarsforsikringen dækker al advokatvirksomhed uanset hvor denne udøves. Grønbek Andersen Advokatfirma kan ikke gøres ansvarlig for indirekte tab eller driftstab, herunder tab af data, mistet fortjeneste, goodwill, image mv. Grønbek Andersen Advokatfirma er ansvarsforsikret i Codan Forsikring A/S, ligesom garanti for klientkontomidler er stillet via Codan Forsikring A/S.

Hvidvaskning

Grønbek Andersen Advokatfirma er omfattet af reglerne i lov om forebyggende foranstaltninger mod hvidvaskning af penge og finansiering af terrorisme. Vi skal derfor bl.a. indhente og opbevare oplysninger til identifikation af klienten og oplysninger om klientens ejer- og kontrolstruktur til identifikation af de reelle ejere, hvis klienten er en juridisk person.

Klage

Advokat Thomas Grønbek Andersen tilstræber altid at yde kompetent, engageret og korrekt rådgivning, men skulle der være situationer, hvor den udførte rådgivning ikke har levet op til forventningerne, anmodes venligst om, at der rettes henvendelse herom til Advokat Thomas Grønbek Andersen. ​

Eventuel klage over udført rådgivning eller en modtaget faktura kan – hvis der ikke kan opnås enighed herom – indbringes for Advokatnævnet, Kronprinsessegade 28, 1306 København K. Der henvises til den generelle vejledning herom på Advokatsamfundets hjemmeside www.advokatsamfundet.dk.

Lovvalg og værneting

Grønbek Andersen Advokatfirmas ydelser er i enhver henseende underlagt dansk ret, og eventuelle tvister kan alene indbringes for de danske domstole.